Du kender det helt sikker. De oplevelser, som var sjove at fortælle om bagefter, men som var alt andet, det da du stod i det. Dengang det stod ned i stænger fire dage i træk på jeres kanotur? Eller du havde glemt lighteren på jeres sheltertur og måtte gå fem kilometer til den nærmeste kiosk? 

Der findes et ord på disse oplevelser. Type 2 sjov. 

Det har ingenting med diabetes at gøre. 

Type to sjov er sjov, som ikke er sjovt i øjeblikket. Det er nok nærmere vanvittig nederen, pisse koldt, skræmmende, kedeligt, tragi komisk eller noget helt femte. 

Det står i stor kontrast til type 1 sjov, som er noget, der er sjovt, dejligt eller fedt i øjeblikket. En flot solnedgang, lækker mad, at være i flow på ski, at se rensdyr - ja. hvad ved jeg, der er fede ting nok derude. 

Alligevel er det ofte type 2 sjov, som mange af os fortæller om, når vi kommer hjem. “Pludselig var vores telt omringet af en flok skotske højlandskvæg, tror du vi fik lukket et øje den nat?,” siger vi. Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke sov ret meget den nat. Men min søster og jeg taler meget om de kvæg. Ja, vi griner endda. Det er jo sjovt, men jeg kan godt love dig, at sjov ikke lige er det ord, hverken min søster eller jeg brugte i øjeblikket. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg var ved at blive afskrevet som søster, for det var mig, som var turleder og som havde sagt, at de kvæg aldrig kom i nærheden af os. 

Det der sker, når vi snakker om den tur er, at vi altid ender med at tale om de kvæg. “Kan du huske de kvæg, så stod de der og gloede på os, vi lukkede ikke et øje”, “Ja haha, vi var pisse bange”. Vi taler også om den store sølvelv (En kæmpe plastikelv i sølv, som Nordmændene er meget stolte af). Hvor sjov den var, det var en stor oplevelse. I virkeligheden så vi den kun, fordi vi havde besluttet at hitchhike og ikke blev samlet op af en eneste bil og derfor måtte gå med vores (lidt for) tunge bagage og tilfældigvis kom forbi den sølvelv, mens vi var rigtig sure. Men vi husker tilbage til din elv, som en sjovt oplevelse. 

Første gang jeg blev introduceret for type 1 og type 2 sjov, synes jeg det var morsomt og lidt bizart. Man havde simpelthen opfundet et begreb for det, men med tiden, er jeg begyndt at holde af udtrykkene. Det sker ikke sjældent, at jeg står i en situation og tænker: “Det her er type 2 sjov”. Det hjælper mig til at være i situationen, fordi jeg ved, at det her, det er noget, vi kommer til at grine af selvom der står røg ud af ørene på mig, jeg pisse fryser eller er måske endda er bange. 

Der er selvfølgelig grænser. Det er ikke sådan, at alt der er ubehageligt bagefter bliver til type 2 sjov. Hvis man har været i alvorlig fare i uvejr, er det sjældent det bliver noget, man kommer til at grine af bagefter. Eller hvis man har været presset alt for langt ud af sin komfortzone, så bliver det heller ikke type 2 sjov. 

Men der er mange mindre alvorlige oplevelser, som bliver til sjove historier at fortælle og samles om. Min søster spørger mig af og til “Skal vi ikke snart tage afsted på en tur sammen igen?”, selvom jeg var sikker på, at jeg havde dræbt alt turglæden i hende på turen i sommers. 

Har du lyst til mere type 2 (og type 1 sjov) i dit liv? Så tag med på en af vores ture!